Zakarias 2
gamle testamente
- 1 Derpå løftede jeg mine Øjne og skuede, og se, der var en Mand med en Målesnor i Hånden.
- 2 Jeg spurgte: "Hvor skal du hen?" Han svarede: "Hen at måle Jerusalem og se, hvor bredt og langt det er."
- 3 Og se, Engelen, som talte med mig, trådte frem, og en anden Engel trådte frem over for ham,
- 4 og han sagde til ham: "Løb ben og sig til den unge Mand der: Som åbent Land skal Jerusalem ligge, så mange Mennesker og Dyr skal der være i det.
- 5 Jeg vil selv, lyder det fra HERREN, være en Ildmur omkring det og herliggøre mig i det.
- 6 Op, op, fly bort fra Nordlandet, lyder det fra HERREN, thi fra Himmelens fire Vinde samler jeg eder, lyder det fra HERREN.
- 7 Op, red jer til Zion, I, som bor hos Babels Datter!
- 8 Thi så siger Hærskarers HERRE, hvis Herlighed sendte mig til Folkene, der hærger eder: Den, som rører eder, rører min Øjesten.
- 9 Thi se, jeg svinger min Hånd imod dem, og de skal blive til Bytte for dem, som nu er deres Trælle; og I skal kende, at Hærskarers HERRE har sendt mig.
- 10 Jubl og glæd dig, Zions Datter! Thi se, jeg kommer og fæster Bo i din Midte, lyder det fra HERREN."
- 11 Og mange Folk skal på hin Dag slutte sig til HERREN og være hans Folk og bo i din Midte, og du skal kende, at Hærskarers HERRE har sendt mig til dig.
- 12 Og HERREN tager Juda til Arvelod på den hellige Jord og udvælger atter Jerusalem.
- 13 Stille, alt Kød, for HERREN, thi han har rejst sig fra sin hellige Bolig.