Job 9
gamle testamente
- 1 Så tog Job til Orde og svarede:
- 2 "Jeg ved forvist, at således er det, hvad Ret har en dødelig over for Gud?
- 3 Vilde Gud gå i Rette med ham, kan han ikke svare på et af tusind!
- 4 Viis af Hjerte og vældig i Kraft hvo trodsede ham og slap vel derfra?
- 5 Han flytter Bjerge så let som intet, vælter dem om i sin Vrede,
- 6 ryster Jorden ud af dens Fuger, så dens Grundstøtter bæver;
- 7 han taler til solen, så skinner den ikke, for Stjernerne sætter han Segl,
- 8 han udspænder Himlen ene, skrider hen over Havets Kamme,
- 9 han skabte Bjørnen, Orion, Syvstjernen og Sydens Kamre,
- 10 han øver ufattelig Vælde og Undere uden Tal!
- 11 Går han forbi mig, ser jeg ham ikke, farer han hen, jeg mærker ham ikke;
- 12 røver han, hvem mon der hindrer ham i det? Hvo siger til ham: "Hvad gør du?"
- 13 Gud lægger ikke Bånd på sin Vrede, Rahabs Hjælpere bøjed sig under ham;
- 14 hvor kan jeg da give ham Svar og rettelig føje min Tale for ham!
- 15 Har jeg end Ret, jeg kan dog ej svare, må bede min Dommer om Nåde!
- 16 Nævned jeg ham, han svared mig ikke, han hørte, tror jeg, ikke min Røst,
- 17 han, som river mig bort i Stormen, giver mig - Sår på Sår uden Grund,
- 18 ikke lader mig drage Ånde, men lader mig mættes med beskeing.
- 19 Gælder det Kæmpekraft, melder han sig! Gælder det Ret, hvo stævner ham da!
- 20 Har jeg end Ret, må min Mund dog fælde mig, er jeg end skyldfri, han gør mig dog vrang!
- 21 Skyldfri er jeg, ser bort fra min Sjæl og agter mit Liv for intet!
- 22 Lige meget; jeg påstår derfor: Skyldfri og skyldig gør han til intet!
- 23 Når Svøben kommer med Død i et Nu, så spotter han skyldfries Hjertekval;
- 24 Jorden gav han i gudløses Hånd, hylder dens Dommeres Øjne til, hvem ellers, om ikke han?
- 25 Raskere end Løberen fløj mine Dage, de svandt og så ikke Lykke,
- 26 gled hen som Både af Si, som en Ørn, der slår ned på Bytte.
- 27 Dersom jeg siger: "Mit Suk vil jeg glemme, glatte mit Ansigt og være glad,"
- 28 må jeg dog grue for al min Smerte, jeg ved, du kender mig ikke fri.
- 29 Jeg skal nu engang være skyldig, hvorfor da slide til ingen Nytte?
- 30 Toed jeg mig i Sne og tvætted i Lud mine Hænder,
- 31 du dypped mig dog i Pølen, så Klæderne væmmedes ved mig.
- 32 Thi du er ikke en Mand som jeg, så jeg kunde svare, så vi kunde gå for Retten sammen;
- 33 vi savner en Voldgiftsmand til at lægge sin Hånd på os begge!
- 34 Fried han mig for sin Stok, og skræmmed hans Rædsler mig ikke,
- 35 da talte jeg uden at frygte ham, thi min Dom om mig selv er en anden!