Job 7
gamle testamente
- 1 Har Mennesket på Jord ej Krigerkår? Som en Daglejers er hans Dage.
- 2 Som Trællen, der higer efter Skygge som Daglejeren, der venter på Løn,
- 3 så fik jeg Skuffelses Måneder i Arv kvalfulde Nætter til Del.
- 4 Når jeg lægger mig, siger jeg: "Hvornår er det Dag, af jeg kan stå op?" og når jeg står op: "Hvornår er det Kvæld?" Jeg mættes af Uro, til Dagen gryr.
- 5 Mit Legeme er klædt med Orme og Skorpe, min Hud skrumper ind og væsker.
- 6 Raskere end Skyttelen flyver mine Dage, de svinder bort uden Håb.
- 7 Kom i Hu, at mit Liv er et Pust, ej mer får mit Øje Lykke at skue!
- 8 Vennens Øje skal ikke se mig, dit Øje søger mig - jeg er ikke mere.
- 9 Som Skyen svinder og trækker bort, bliver den, der synker i Døden, borte,
- 10 han vender ej atter hjem til sit Hus, hans Sted får ham aldrig at se igen.
- 11 Så vil jeg da ej lægge Bånd på min Mund, men tale i Åndens Kvide, sukke i bitter Sjælenød.
- 12 Er jeg et Hav, eller er jeg en Drage, siden du sætter Vagt ved mig?
- 13 Når jeg tænker, mit Leje skal lindre mig, Sengen lette mit Suk,
- 14 da ængster du mig med Drømme, skræmmer mig op ved Syner,
- 15 så min Sjæl vil hellere kvæles. hellere dø end lide.
- 16 Nu nok! Jeg lever ej evigt, slip mig, mit Liv er et Pust!
- 17 Hvad er et Menneske, at du regner ham og lægger Mærke til ham,
- 18 hjemsøger ham hver Morgen, ransager ham hvert Øjeblik?
- 19 Når vender du dog dit Øje fra mig, slipper mig, til jeg har sunket mit Spyt?
- 20 Har jeg syndet, hvad skader det dig, du, som er Menneskets Vogter? Hvi gjorde du mig til Skive, hvorfor blev jeg dig til Byrde?
- 21 Hvorfor tilgiver du ikke min Synd og lader min Brøde uænset? Snart ligger jeg jo under Mulde, du søger mig - og jeg er ikke mere!