Job 41
gamle testamente
- 1 Kan du trække Krokodillen op med Krog og binde dens Tunge med Snøre?
- 2 Kan du mon stikke et Siv i dens Snude, bore en Krog igennem dens Kæber?
- 3 Mon den vil trygle dig længe og give dig gode Ord?
- 4 Mon den vil indgå en Pagt med dig, så du får den til Træl for evigt?
- 5 Han du mon lege med den som en Fugl og tøjre den for dine Pigebørn?
- 6 Falbyder Fiskerlauget den og stykker den ud mellem Sælgerne?
- 7 Mon du kan spække dens Hud med Kroge og med Harpuner dens Hoved?
- 8 Læg dog engang din Hånd på den! Du vil huske den Kamp og gør det ej mer.
- 9 Det Håb vilde blive til Skamme, alene ved Synet lå du der.
- 10 Ingen drister sig til at tirre den, hvem holder Stand imod den?
- 11 Hvem møder den og slipper fra det hvem under hele Himlen?
- 12 Jeg tier ej om dens Lemmer, hvor stærk den er, hvor smukt den er skabt.
- 13 Hvem har trukket dens Klædning af, trængt ind i dens dobbelte Panser?
- 14 Hvem har åbnet dens Ansigts Døre? Rundt om dens Tænder er Rædsel.
- 15 Dens Ryg er Reder af Skjolde, dens Bryst er et Segl af Sten;
- 16 de sidder tæt ved hverandre, Luft kommer ikke ind derimellem;
- 17 de hænger fast ved hverandre, uadskilleligt griber de ind i hverandre.
- 18 Dens Nysen fremkalder strålende Lys, som Morgenrødens Øjenlåg er dens Øjne.
- 19 Ud af dens Gab farer Fakler, Ildgnister spruder der frem.
- 20 Em står ud af dens Næsebor som af en ophedet, kogende Kedel.
- 21 Dens Ånde tænder som glødende Kul, Luer står ud af dens Gab.
- 22 Styrken bor på dens Hals, og Angsten hopper foran den.
- 23 Tæt sidder Kødets Knuder, som støbt til Kroppen; de rokkes ikke;
- 24 fast som Sten er dens Hjerte støbt, fast som den nederste Møllesten.
- 25 Når den rejser sig, gyser Helte, fra Sans og Samling går de af Skræk.
- 26 Angriberens Sværd holder ikke Stand, ej Kastevåben, Spyd eller Pil.
- 27 Jern regner den kun for Halm og Kobber for trøsket Træ;
- 28 Buens Søn slår den ikke på Flugt, Slyngens Sten bliver Strå for den,
- 29 Stridskøllen regnes for Rør, den ler ad det svirrende Spyd.
- 30 På Bugen er der skarpe Rande, dens Spor i Dyndet er som Tærskeslædens;
- 31 Dybet får den i Kog som en Gryde, en Salvekedel gør den af Floden;
- 32 bag den er der en lysende Sti, Dybet synes som Sølverhår.
- 33 Dens Lige findes ikke på Jord, den er skabt til ikke at frygte.
- 34 Alt, hvad højt er, ræddes for den, den er Konge over alle stolte Dyr.