Job 4
gamle testamente
- 1 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
- 2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs?
- 3 Du har selv talt mange til Rette og styrket de slappe Hænder,
- 4 dine Ord holdt den segnende oppe, vaklende Knæ gav du Kraft.
- 5 Men nu det gælder dig selv, så taber du Modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af Skræk!
- 6 Er ikke din Gudsfrygt din Tillid, din fromme Færd dit Håb?
- 7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til Grunde, hvor gik retsindige under?
- 8 Men det har jeg set: Hvo Uret pløjer og sår Fortræd, de høster det selv.
- 9 For Guds Ånd går de til Grunde, for hans Vredes Pust går de til.
- 10 Løvens Brøl og Vilddyrets Glam Ungløvernes Tænder slås ud;
- 11 Løven omkommer af Mangel på Rov, og Løveungerne spredes.
- 12 Der sneg sig til mig et Ord mit Øre opfanged dets Hvisken
- 13 i Nattesynernes Tanker, da Dvale sank over Mennesker;
- 14 Angst og Skælven kom over mig, alle mine Ledemod skjalv;
- 15 et Pust strøg over mit Ansigt, Hårene rejste sig på min Krop.
- 16 Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en Skikkelse stod for mit Øje, jeg hørte en hviskende Stemme:
- 17 "Har et Menneske Ret for Gud, mon en Mand er ren for sin Skaber?
- 18 End ikke sine Tjenere tror han, hos sine Engle finder han Fejl,
- 19 endsige hos dem, der bor i en Hytte af Ler og har deres Grundvold i Støvet!
- 20 De knuses ligesom Møl, imellem Morgen og Aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til Grunde.
- 21 Rives ej deres Teltreb ud? De dør, men ikke i Visdom."