Job 30
gamle testamente
- 1 Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
- 2 Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
- 3 tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
- 4 og plukker Melde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
- 5 Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve råbes der efter dem.
- 6 De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
- 7 De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
- 8 en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
- 9 Men nu er jeg Hånsang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
- 10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
- 11 Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
- 12 Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slår de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
- 13 min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
- 14 de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
- 15 Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
- 16 Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
- 17 Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
- 18 Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
- 19 Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
- 20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke;
- 21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Hånd.
- 22 Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
- 23 thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
- 24 Dog, mon den druknende ej rækker Hånden ud og råber om Hjælp, når han går under?
- 25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
- 26 Jeg biede på Lykke, men Ulykke kom, jeg håbed på Lys, men Mørke kom;
- 27 ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
- 28 trøstesløs går jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og råber;
- 29 Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
- 30 Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
- 31 min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Gråd!