Job 29
gamle testamente
- 1 Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
- 2 Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
- 3 da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
- 4 som i mine modne År, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
- 5 da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
- 6 da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
- 7 da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde på Torvet.
- 8 Når Ungdommen så mig, gemte deo sig, Oldinge rejste sig op og stod,
- 9 Høvdinger standsed i Talen og lagde Hånd på Mund,
- 10 Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
- 11 Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet så og tilkendte mig Ære.
- 12 Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
- 13 den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
- 14 jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
- 15 Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
- 16 jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
- 17 den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
- 18 Så tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve så længe som Føniksfuglen;
- 19 min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
- 20 min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Hånd!"
- 21 Mig hørte de på og bied, var tavse, mens jeg gav Råd;
- 22 ingen tog Ordet, når jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende på dem;
- 23 de bied på mig som på Regn, spærred Munden op efter Vårregn.
- 24 Mistrøstige smilte jeg til, mit Åsyns Lys fik de ej til at svinde.
- 25 Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.