Job 21
gamle testamente
- 1 Så tog Job til Orde og svarede:
- 2 "Hør dog, hør mine Ord, lad det være Trøsten, I giver!
- 3 Find jer nu i, at jeg taler, siden kan I jo håne!
- 4 Gælder min Klage Mennesker? Hvi skulde jeg ej være utålmodig?
- 5 Vend jer til mig og stivn af Rædsel, læg Hånd på Mund!
- 6 Jeg gruer, når jeg tænker derpå, mit Legeme gribes af Skælven:
- 7 De gudløse, hvorfor lever de, bliver gamle, ja vokser i Kraft?
- 8 Deres Æt har de blivende hos sig, deres Afkom for deres Øjne;
- 9 deres Huse er sikre mod Rædsler, Guds Svøbe rammer dem ikke;
- 10 ej springer deres Tyr forgæves, Koen kælver, den kaster ikke;
- 11 de slipper deres Drenge ud som Får, deres Børneflok boltrer sig ret;
- 12 de synger til Pauke og Citer, er glade til Fløjtens Toner;
- 13 de lever deres Dage i Lykke og synker med Fred i Dødsriget,
- 14 skønt de siger til Gud: "Gå fra os, at kende dine Veje er ikke vor Lyst!
- 15 Den Almægtige? Hvad han? Skal vi tjene ham? Hvad Gavn at banke på hos ham?"
- 16 Er ej deres Lykke i deres Hånd og gudløses Råd ham fjernt?
- 17 Når går de gudløses Lampe ud og når kommer Ulykken over dem? Når deler han Loddet ud i sin Vrede,
- 18 så de bliver som Strå for Vinden, som Avner, Storm fører bort?
- 19 Gemmer Gud hans Ulykkeslod til hans Børn? Ham selv gengælde han, så han mærker det,
- 20 lad ham selv få sit Vanheld at se, den Almægtiges Vrede at drikke!
- 21 Thi hvad bryder han sig siden om sit Hus, når hans Måneders Tal er udrundet?
- 22 Kan man vel tage Gud i Skole, ham, som dømmer de højeste Væsner?
- 23 En dør jo på Lykkens Tinde, helt tryg og så helt uden Sorger:
- 24 hans Spande er fulde af Mælk, hans Knogler af saftig Marv;
- 25 med bitter Sjæl dør en anden og har aldrig nydt nogen Lykke;
- 26 de lægger sig begge i Jorden, og begge dækkes af Orme!
- 27 Se, jeg kender så vel eders Tanker og de Rænker, I spinder imod mig,
- 28 når I siger: "Hvor er Stormandens Hus og det Telt, hvor de gudløse bor?"
- 29 Har I aldrig spurgt de berejste og godkendt deres Beviser:
- 30 Den onde skånes på Ulykkens Dag og frelses på Vredens Dag.
- 31 Hvem foreholder ham vel hans Færd, gengælder ham, hvad han gør?
- 32 Til Graven bæres han hen, ved hans Gravhøj holdes der Vagt;
- 33 i Dalbunden hviler han sødt, Alverden følger så efter, en Flok uden Tal gik forud for ham.
- 34 Hvor tom er den Trøst, som I giver! Eders Svar - kun Svig er tilbage!