Job 14
gamle testamente
- 1 Mennesket, født af en Kvinde, hans Liv er stakket, han mættes af Uro;
- 2 han spirer som Blomsten og visner, flyr som Skyggen, står ikke fast.
- 3 Og på ham vil du rette dit Øje, ham vil du stævne for Retten!
- 4 Ja, kunde der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een!
- 5 Når hans Dages Tal er fastsat, hans Måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig Grænse,
- 6 tag så dit Øje fra ham, lad ham i Fred, at han kan nyde sin Dag som en Daglejer!
- 7 Thi for et Træ er der Håb: Fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye Skud;
- 8 ældes end Roden i Jorden, dør end Stubben i Mulde:
- 9 lugter det Vand, får det nye Skud, skyder Grene som nyplantet Træ;
- 10 men dør en Mand, er det ude med ham, udånder Mennesket, hvor er han da?
- 11 Som Vand løber ud af Søen og Floden svinder og tørres,
- 12 så lægger Manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før Himlen forgår, aldrig vækkes han af sin Søvn.
- 13 Tag dog og gem mig i Dødens Rige, skjul mig, indtil din Vrede er ovre, sæt mig en Frist og kom mig i Hu!
- 14 Om Manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al Stridens Tid, indtil min Afløsning kom;
- 15 du skulde kalde - og jeg skulde svare længes imod dine Hænders Værk!
- 16 Derimod tæller du nu mine Skridt, du tilgiver ikke min Synd,
- 17 forseglet ligger min Brøde i Posen, og over min Skyld har du lukket til.
- 18 Nej, ligesom Bjerget skrider og falder, som Klippen rokkes fra Grunden,
- 19 som Vandet udhuler Sten og Plaskregn bortskyller Jord, så har du udslukt Menneskets Håb.
- 20 For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans Ansigt og lader ham fare.
- 21 Hans Sønner hædres, han ved det ikke, de synker i Ringhed, han mærker det ikke;
- 22 ikkun hans eget Kød volder Smerte, ikkun hans egen Sjæl volder Sorg.