Højsangen 7
gamle testamente
- 1 Hvor skønne er dine Trin i Skoene, du ædelbårne! Dine Hofters Runding er som Halsbånd, Kunstnerhånds Værk,
- 2 dit Skød som det runde Bæger, ej savne det Vin, dit Liv som en Hvededynge, hegnet af Liljer;
- 3 dit Bryst som to Hjortekalve, Gazelletvillinger,
- 4 din Hals som Elfenbenstårnet, dine Øjne som Hesjbons damme ved Bat-Rabbims Port, din Næse som Libanons Tårn, der ser mod Damaskus,
- 5 Hovedet på dig som Karmel, dit Hoveds Lokker som Purpur; en Konge er fanget i Garnet.
- 6 Hvor er du fager og yndig, du elskede, yndefulde!
- 7 Som Palmen, så er din Vækst, dit Bryst som Klaser.
- 8 Jeg tænker: Jeg vil op i Palmen, gribe fat i dens Stilke; dit Bryst skal være som Vinstokkens Klaser, din Næses Ånde som Æbleduft,
- 9 din Gane som ædel Vin, der liflig flyder ind i min Mund, glider over mine Læber og Tænder.
- 10 Jeg er min Vens, og til mig står hans Attrå.
- 11 Kom min Ven, vi vil ud på Landet, blive i Landsbyer Natten over;
- 12 Vingårde søger vi årle, vi ser, om Vinstokken skyder, om Knopperne åbnes, Granattræet blomstrer. Der giver jeg dig min Kærlighed.
- 13 Kærlighedsæblerne dufter, for vor Dør er al Slags Frugt, ny og gammel tillige; til dig, min Ven, har jeg gemt dem.