Klagesangene 3
gamle testamente
- 1 Jeg er den, der så nød ved hans vredes ris,
- 2 mig har han ført og ledt i det tykkeste Mulm,
- 3 ja, Hånden vender han mod mig Dagen lang.
- 4 Mit Bød og min Hud har han opslidt, brudt mine Ben,
- 5 han mured mig inde, omgav mig med Galde og Møje,
- 6 lod mig bo i Mørke som de, der for længst er døde.
- 7 Han har spærret mig inde og lagt mig i tunge Lænker.
- 8 Om jeg end råber og skriger, min Bøn er stængt ude.
- 9 Han spærred mine Veje med Kvader, gjorde Stierne kroge.
- 10 Han blev mig en lurende Bjørn, en Løve i Baghold;
- 11 han ledte mig vild, rev mig sønder og lagde mig øde;
- 12 han spændte sin Bue; lod mig være Skive for Pilen.
- 13 Han sendte sit Koggers Sønner i Nyrerne på mig;
- 14 hvert Folk lo mig ud og smæded mig Dagen lang,
- 15 med bittert mætted han mig, gav mig Malurt at drikke.
- 16 Mine Tænder lod han bide i Flint, han trådte mig i Støvet;
- 17 han skilte min Sjæl fra Freden, jeg glemte Lykken
- 18 og sagde: "Min Livskraft, mit Håb til HERREN er ude."
- 19 At mindes min Vånde og Flakken er Malurt og Galde;
- 20 min Sjæl, den mindes det grant den grubler betynget.
- 21 Det lægger jeg mig på Sinde, derfor vil jeg håbe:
- 22 HERRENs Miskundhed er ikke til Ende, ikke brugt op,
- 23 hans Nåde er ny hver Morgen, hans Trofasthed stor.
- 24 Min Del er HERREN, (siger min Sjæl,) derfor håber jeg på ham.
- 25 Dem, der bier på HERREN, er han god, den Sjæl, der ham søger;
- 26 det er godt at håbe i Stilhed på HERRENs Frelse,
- 27 godt for en Mand, at han bærer Åg i sin Ungdom.
- 28 Han sidde ensom og tavs, når han lægger det på ham;
- 29 han trykke sin Mund mod Støvet, måske er der Håb.
- 30 Række Kind til den, der slår ham, mættes med Hån.
- 31 Thi Herren bortstøder ikke for evigt,
- 32 har han voldt Kvide, så ynkes han, stor er hans Nåde;
- 33 ej af Hjertet plager og piner han Menneskens Børn.
- 34 Når Landets Fanger til Hobe trædes under Fod,
- 35 når Mandens Ret for den Højestes Åsyn bøjes,
- 36 når en Mand lider Uret i sin Sag mon Herren ej ser det?
- 37 Hvo taler vel, så det sker, om ej Herren byder?
- 38 Kommer ikke både ondt og godt fra den Højestes Mund?
- 39 Over hvad skal den levende sukke? Hver over sin Synd!
- 40 Lad os ransage, granske vore Veje og vende os til HERREN,
- 41 løfte Hænder og Hjerte til Gud i Himlen;
- 42 vi syndede og stod imod, du tilgav ikke,
- 43 men hylled dig i Vrede, forfulgte os, dræbte uden Skånsel,
- 44 hylled dig i Skyer, så Bønnen ej nåed frem;
- 45 til Skarn og til Udskud har du gjort os midt iblandt Folkene.
- 46 De opspærred Munden imod os, alle vore Fjender.
- 47 Vor Lod blev Gru og Grav og Sammenbruds Øde;
- 48 Vandstrømme græder mit Øje, mit Folk brød sammen.
- 49 Hvileløst strømmer mit Øje, det kender ej Ro,
- 50 før HERREN skuer ned fra Himlen, før han ser til.
- 51 Synet af Byens Døtre piner min Sjæl.
- 52 Jeg joges som en Fugl af Fjender, hvis Had var grundløst,
- 53 de spærred mig inde i en Grube, de stenede mig;
- 54 Vand strømmed over mit Hoved, jeg tænkte: "Fortabt!"
- 55 Dit Navn påkaldte jeg, HERRE, fra Grubens Dyb;
- 56 du hørte min Røst: "O, gør dig ej døv for mit Skrig!"
- 57 Nær var du den Dag jeg kaldte, du sagde: "Frygt ikke!"
- 58 Du førte min Sag, o Herre, genløste mit Liv;
- 59 HERRE, du ser, jeg lider Uret. skaf mig min Ret!
- 60 Al deres Hævnlyst ser du, alle deres Rænker,
- 61 du hører deres Smædeord HERRE, deres Rænker imod mig,
- 62 mine Fjenders Tale og Tanker imod mig bestandig.
- 63 Se dem, når de sidder eller står, deres Nidvise er jeg.
- 64 Dem vil du gengælde, HERRE, deres Hænders Gerning,
- 65 gør deres Hjerte forhærdet din Forbandelse over dem!
- 66 forfølg dem i Vrede, udryd dem under din Himmel.