Job 39
gamle testamente
- 1 Kender du Tiden, da Stengeden føder, tager du Vare på Hindenes Veer,
- 2 tæller du mon deres Drægtigheds Måneder, kender du Tiden, de føder?
- 3 De lægger sig ned og føder og kaster Kuldet,
- 4 Ungerne trives, gror til i det frie, løber bort og kommer ej til dem igen.
- 5 Hvem slap Vildæslet løs, hvem løste mon Steppeæslets Reb,
- 6 som jeg gav Ørkenen til Hjem, den salte Steppe til Bolig?
- 7 Det ler ad Byens Larm og hører ej Driverens Skælden;
- 8 det ransager Bjerge, der har det sin Græsgang, det leder hvert Græsstrå op.
- 9 Er Vildoksen villig at trælle for dig, vil den stå ved din Krybbe om Natten?
- 10 Binder du Reb om dens Hals, pløjer den Furerne efter dig?
- 11 Stoler du på dens store Kræfter; overlader du den din Høst?
- 12 Tror du, den kommer tilbage og samler din Sæd på Loen?
- 13 Mon Strudsens Vinge er lam, eller mangler den Dækfjer og Dun,
- 14 siden den betror sine Æg til Jorden og lader dem varmes i Sandet,
- 15 tænker ej på, at en Fod kan knuse dem, Vildtet på Marken træde dem sønder?
- 16 Hård ved Ungerne er den, som var de ej dens; spildt er dens Møje, det ængster den ikke.
- 17 Thi Gud lod den glemme Visdom og gav den ej Del i Indsigt.
- 18 Når Skytterne kommer, farer den bort, den ler ad Hest og Rytter.
- 19 Giver du Hesten Styrke, klæder dens Hals med Manke
- 20 og lærer den Græshoppens Spring? Dens stolte Prusten indgyder Rædsel.
- 21 Den skraber muntert i Dalen, går Brynjen væligt i Møde;
- 22 den ler ad Rædselen, frygter ikke og viger ikke for Sværdet;
- 23 Koggeret klirrer over den, Spydet og Køllen blinker;
- 24 den sluger Vejen med gungrende Vildskab, den tøjler sig ikke, når Hornet lyder;
- 25 et Stød i Hornet, straks siger den: Huj! Den vejrer Kamp i det fjerne, Kampskrig og Førernes Råb.
- 26 Skyldes det Indsigt hos dig, at Falken svinger sig op og breder sin Vinge mod Sønden?
- 27 Skyldes det Bud fra dig, at Ørnen flyver højt og bygger sin højtsatte Rede?
- 28 Den bygger og bor på Klipper, på Klippens Tinde og Borg;
- 29 den spejder derfra efter Æde, viden om skuer dens Øjne.
- 30 Ungerne svælger i Blod; hvor Valen findes, der er den!