Job 27
gamle testamente
- 1 Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
- 2 "Så sandt Gud lever, som satte min Ret til Side, den Almægtige, som gjorde mig mod i Hu:
- 3 Så længe jeg drager Ånde og har Guds Ånde i Næsen,
- 4 skal mine Læber ej tale Uret, min Tunge ej fare med Svig!
- 5 Langt være det fra mig at give jer Ret; til jeg udånder, opgiver jeg ikke min Uskyld.
- 6 Jeg hævder min Ret, jeg slipper den ikke, ingen af mine Dage piner mit Sind.
- 7 Som den gudløse gå det min Fjende, min Modstander som den lovløse!
- 8 Thi hvad er den vanhelliges Håb, når Gud bortskærer og kræver hans Sjæl?
- 9 Hører mon Gud hans Skrig, når Angst kommer over ham?
- 10 Mon han kan fryde sig over den Almægtige, føjer han ham, når han påkalder ham?
- 11 Jeg vil lære jer om Guds Hånd, den Almægtiges Tanker dølger jeg ikke;
- 12 se, selv har I alle set det, hvi har I så tomme Tanker?
- 13 Det er den gudløses Lod fra Gud, Arven, som Voldsmænd får fra den Almægtige:
- 14 Vokser hans Sønner, er det for Sværdet, hans Afkom mættes ikke med Brød;
- 15 de øvrige bringer Pesten i Graven, deres Enker kan ej holde Klage over dem.
- 16 Opdynger han Sølv som Støv og samler sig Klæder som Ler
- 17 han samler, men den retfærdige klæder sig i dem, og Sølvet arver den skyldfri;
- 18 han bygger sit Hus som en Edderkops, som Hytten, en Vogter gør sig;
- 19 han lægger sig rig, men for sidste ang, han slår Øjnene op, og er det ej mer;
- 20 Rædsler når ham som Vande, ved Nat river Stormen ham bort;
- 21 løftet af Østenstorm farer han bort, den fejer ham væk fra hans Sted.
- 22 Skånselsløst skyder han på ham, i Hast må han fly fra hans Hånd;
- 23 man klapper i Hænderne mod ham og piber ham bort fra hans Sted!