Job 15
gamle testamente
- 1 Så tog Temaniten Elifaz til Orde og sagde:
- 2 "Mon Vismand svarer med Mundsvejr og fylder sit Indre med Østenvind
- 3 for at hævde sin Ret med gavnløs Tale, med Ord, som intet båder?
- 4 Desuden nedbryder du Gudsfrygt og krænker den Stilhed, som tilkommer Gud.
- 5 Din Skyld oplærer din Mund, du vælger de listiges Sprog.
- 6 Din Mund domfælder dig, ikke jeg, dine Læber vidner imod dig!
- 7 Var du den første, der fødtes, kom du til Verden, før Højene var?
- 8 Mon du lytted til, da Gud holdt Råd, og mon du rev Visdommen til dig?
- 9 Hvad ved du, som vi ikke ved, hvad forstår du, som vi ikke kender?
- 10 Også vi har en gammel iblandt os, en Olding, hvis Dage er fler end din Faders!
- 11 Er Guds Trøst dig for lidt, det Ord, han mildelig talede til dig?
- 12 Hvi river dit Hjerte dig hen, hvi ruller dit Øje vildt?
- 13 Thi du vender din Harme mod Gud og udstøder Ord af din Mund.
- 14 Hvor kan et Menneske være rent, en kvindefødt have Ret?
- 15 End ikke sine Hellige tror han, og Himlen er ikke ren i hans Øjne,
- 16 hvad da den stygge, den onde, Manden, der drikker Uret som Vand!
- 17 Jeg vil sige dig noget, hør mig, jeg fortæller, hvad jeg har set,
- 18 hvad vise Mænd har forkyndt, deres Fædre ikke dulgt,
- 19 dem alene var Landet givet, ingen fremmed færdedes blandt dem:
- 20 Den gudløse ængstes hele sit Liv, de stakkede År, en Voldsmand lever;
- 21 Rædselslyde fylder hans Ører, midt under Fred er Hærgeren over ham;
- 22 han undkommer ikke fra Mørket, opsparet er han for Sværdet,
- 23 udset til Føde for Gribbe, han ved, at han står for Fald;
- 24 Mørkets Dag vil skræmme ham. Trængsel og Angst overvælde ham som en Konge, rustet til Strid.
- 25 Thi Hånden rakte han ud mod Gud og bød den Almægtige Trods,
- 26 stormed bårdnakket mod ham med sine tykke, buede Skjolde.
- 27 Thi han dækked sit Ansigt med Fedt og samlede Huld på sin Lænd.
- 28 tog Bolig i Byer, der øde lå hen. i Huse, man ikke må bo i, bestemt til at ligge i Grus.
- 29 Han bliver ej rig, hans Velstand forgår, til Jorden bøjer sig ikke hans Aks;
- 30 han undkommer ikke fra Mørket. Solglød udtørrer hans Spire, hans Blomst rives bort af Vinden.
- 31 Han stole ikke på Tomhed han farer vild thi Tomhed skal være hans Løn!
- 32 I Utide visner hans Stamme, hans Palmegren skal ikke grønnes;
- 33 han ryster som Ranken sin brue af og kaster som Olietræet sin Blomst.
- 34 Thi vanhelliges Samfund er goldt, og Ild fortærer Bestikkelsens Telte;
- 35 svangre med Kvide, føder de Uret, og deres Moderskød fostrer Svig!